Sjællands eneste seniorhøjskole
Fra Sokrates til selfies eller Biodiversitetskrisen
K20-2026
10. maj 2026
16. maj 2026
Vælg mellem:
Fra Sokrates til selfies
Biodiversitetskrisen - og hvordan vi løser den
Fra Sokrates til selfies: Hvem er jeg? Hvem er vi? Og hvordan har vi gennem historien forsøgt at finde svar på det spørgsmål?
På dette højskolekursus rejser vi gennem idéhistorien for at forstå mennesket – ikke bare som biologisk væsen, men også som tænkende, følende og søgende individ.
Fra Sokrates’ grundlæggende spørgsmål til Platon om sjælen, videre til oplysningstidens tro på fornuft og frihed. Over eksistentialismens angst og valg – og frem til vores egen tid, hvor vi spejler os i algoritmer, selfies og sociale medier.
Vi undersøger, hvordan filosoffer, tænkere og samfund gennem århundreder har defineret, formet og forstyrret menneskets selvforståelse. Hver dag kredser om et nyt kapitel i idéhistorien – med oplæg, fælles refleksion og praksisnære øvelser, hvor vi også bringer vores egne livserfaringer i spil.
Dette kursus er for dig, der er nysgerrig på livet, har lyst til at tænke med og måske opdage, at det gamle spørgsmål om “hvem vi er” stadig er det mest levende af dem alle.
Der er selvfølgelig masser af højskolestemning med hygge og fællessang i Liselund Højskoles historiske rammer.
Biodiversitetskrisen - og hvordan vi løser den:
På kurset stifter du bekendtskab med de væsentligste problemer, vores natur står over for. Wilhelm Lorenzen Fabricius har i en menneskealder beskæftiget sig med naturbevarelse og naturformidling. Kurset former sig som en vekselvirkning mellem undervisning, samtaler og ekskursioner. Kurset forudsætter ikke et indgående kendskab til naturen.
Højskolens gæstelærer Wilhelm Lorenzen Fabricius er uddannet lærer med biologi og billedkunst og PD i almen pædagogik med bl.a naturvidenskabelig dannelse som interesseområde. Han har siden ungdomsårene været aktiv i grønne organisationer som Greenpeace og Dansk Ornitologisk Forening og sidder i hovedbestyrelsen for foreningen Danmarks Vilde Natur. Gennem mange år leder af fugleture i det sønderjyske.
Pris pr. person:
6.300 kr. - Enkeltværelse m. bad og toilet
5.550 kr. - Dobbeltværelse m. bad og toilet
5.550 kr. - Enkeltværelse, bad og toilet på gangen
5.050 kr. - Dobbeltværelse, bad og toilet på gangen
4.530 kr. - Dagskursist

