Sjællands eneste seniorhøjskole
POLITISKE MINDER v/ PREBEN WILHJELM
Dato: 30. oktober 2025
Tidspunkt: Kl. 14.30 - ca. kl 16.30
Entré: Kr. 105 per person, der betales ved indgangen og inkluderer kaffe, the, vand og en lille snack
Preben Wilhjelm er uddannet fysiker og tidligere politiker for Socialistisk Folkeparti (SF) og Venstresocialisterne (VS), som han var medstifter af. Preben Wilhjelm var kendt som en skarp profil på venstrefløjen, og han var en respekteret retsordfører for VS. Han forlod Folketinget i 1984, men er fortsat en markant stemme i den offentlige debat. Han har skrevet en række bøger om aktuelle emner i forbindelse med retspolitik, Irakkrigen og den økonomiske krise i 2008 samt to erindringsbøger.
Preben Wilhjelm var en respekteret politiker i Folketinget. Han var kendt som en intelligent og skarp debattør. Især bolig- og retspolitik lå hans hjerte nær, og han var kendt for at have en stærk retfærdighedssans, der prægede alle hans politiske initiativer. En af hans mærkesager var kampen for en nationalisering af Nordsøolien, som Dansk Undergrunds Consortium (DUC), en del af A.P. Møller-koncernen, havde bevilling til at udvinde, og hvor staten gik glip af store indtægter. Det lykkedes Wilhjelm at få sæde i det parlamentariske Undergrundsudvalg, der i fortrolighed skulle orienteres om regeringens forhandlinger med DUC, og det udnyttede han dels til at stille kritiske spørgsmål til regeringen, dels til at trodse fortrolighedskravet og offentliggøre sine spørgsmål og regeringens svar på dem. Til gengæld hyrede A.P. Møller-koncernen den kontroversielle højrefløjsagent Hans Hetler til at snage i Wilhjelms private forhold. I 1979 sendte DR dokumentaren ’Det sidste Stik’, der i stort omfang var baseret på Wilhjelms fortrolige materiale og rådgivning. Udsendelsen blev en øjenåbner for Folketinget og befolkningen omkring det spil om Nordsø-rigdommene, der var foregået og stadig foregik. Dokumentaren bidrog til en politisering af emnet i hidtil uset grad, hvilket især blev klart i forbindelse med den genforhandling af DUC om udvinding af olien, som fandt sted først i 1980’erne. Den danske stat fik her tilkæmpet sig en markant mere fordelagtig aftale end tidligere.
Efter Folketinget
Da Preben Wilhjelm som følge af VS’ rotationssystem måtte træde ud af Folketinget i 1984 fik han et stipendium i retsvidenskab ved Københavns Universitet. Han blev lic.jur. i 1988, og i mellemtiden (i 1987) meldte han sig ud af VS. Han var chef for Danmarks Radios dokumentargruppe 1991-95, og 1997-2002 ansat som ekstern lektor ved Roskilde Universitetscenters journalistuddannelse.
Preben Wilhjelm er en aktiv forfatter og har bl.a. skrevet Vor retskulturelle arv og hvordan vi forvalter den (1991) og Demokratiets vogtere (1999), samt erindringsbøgerne Fra min tid (2005) og Man kan sagtens være bagklog (2014).
Preben Wilhjelm blev pensioneret i 2002. I 2006 blev han medlem af Græsrodsfonden, som behandler ansøgninger om støtte til græsrodsaktiviteter, og samme år stiftede han Forum for Retssikkerhed og Retssikkerhedsfonden sammen med bl.a. fhv. justitsminister Ole Espersen (f. 1934).
