top of page

Kunsten at genstarte livet. Foredrag v/ Per Hillo

Dato: onsdag den 31.juli 2024
Tid: Kl. 14.30 - 16.30
Pris: Kr. 100 som betales ved indgangen og inkluderer kaffe/the

Fra forordet i Per Hillo's bogudgivelse 'Kunsten af genstarte livet' har vi taget et udsnit:

'Da jeg var allermest syg, ville I alle sammen være sprunget i luften, når jeg kiggede på jer. Dengang levede jeg med to opfattelser af virkeligheden: I den ene var alting normalt, i den anden befandt jeg mig midt i den værste skrækfilm, hvor jeg vadede rundt i søndersprængte mennesker. Min ekskone gemte vores køkkenknive i en fryser nede i kælderen, fordi jeg havde tvangstanker om at slå min familie ihjel. Det endte med en indlæggelse på psykiatrisk afdeling, som blev både lavpunktet i mit liv og billetten til det fantastiske liv, jeg lever i dag. Hvor jeg ofte niver mig selv i armen og tænker: Drømmer jeg, eller er jeg vågen? Fordi jeg er så lykkelig for den måde, jeg har fået skruet min tilværelse sammen på.

Det var langvarig stress, der udløste mit psykiske sammenbrud. Min ekskone og jeg drev virksomheden Hillo International, hvor vi solgte brugskunst og interiør, som jeg designede. Jeg havde ansvaret for både design, salg, messer, produktion og strategi, og jeg var rigtigt dårlig til at uddelegere arbejdet. Så mange arbejdsopgaver kan man klare i en årrække, men til sidst blev jeg så slidt, at jeg fik det dårligt både fysisk og psykisk.

Under min sygdom mistede jeg stort set alt, hvad jeg dengang havde bygget op: Mit firma, mit ægteskab, mit hus, min bil – jeg gik med andre ord fra at være en tjekket forretningsmand til en figur i ’Gøgereden’, hvis man skal se det fra den humoristiske side. Til gengæld begyndte jeg at male, mens jeg var indlagt, og det er dét, jeg har levet af siden. Min kunst.'

Slagelses internationalt anerkendte kunstner tilbyder sin hudløst ærlige og selvbiografiske beretning i sit foredrag om at 'komme ud på den anden side' - blive og forblive rask og modtagelig for glæde ved livet og kærligheden igen.

Kunsten at genstarte livet. Foredrag v/ Per Hillo

bottom of page