Nyhedsbrev 28.04.2022


Torsdag, den 28. april 2022



Kære venner.

Der er sket meget på Liselund Højskole siden sidste nyhedsbrev, men jeg skal alligevel prøve at gøre det kort.

Den 15. februar i år tiltrådte jeg som ny forstander. Jeg er 56 år, uddannet historiker og har især arbejdet på museer, skrevet, undervist, udviklet apps og meget mere der handler om formidling.

Siden 1990-erne har jeg været gæstelærer, foredragsholder og spillet koncerter på højskoler. Som ung ville jeg gerne være højskolelærer, så det er en gammel drøm, der nu på en anden måde er gået i opfyldelse.

Der er meget at se til, og jeg bruger især mine kræfter på at få skolen ordentligt i gang, jeg ændrer på kursusstrukturen (mere om det i et senere nyhedsbrev), og jeg har fokus på tilgængeligheden i bygningen for kursister med handicaps.

En stor del af min tid er også gået med at ansætte personale. Vores køkkenchef skulle ud at prøve kræfter i et nyt køkken, og vi har ansat vores kokke Anya Hoening og Marie-Lou Roupe i en delt stilling som køkkenchef og i en overgangsperiode med hjælp til det administrative fra Inge Bukart.

Hun er også ny på skolen – og gift med forstanderen. Inge er ansat af bestyrelsen, og sammen er vi forstanderpar. Hun er uddannet sygeplejerske og kommer fra et job som leder af hjemme- og sygeplejen i Sønderborg by. På højskolen arbejder hun i administrationen.

For fremtiden vil vi i langt højere grad bruge vores egne lærere i undervisningen, og derfor har vi ansat to nye lærere. Se billeder nedenfor.

Hanne Probst Rasmussen er uddannet folkeskolelærer, og har arbejdet i den frie skole. Hun har skrevet lærebøger, været kursusholder, skribent ved Det danske Filminstitut, er yoga instruktør samt NLP og mindfulness Coach.

Jens Christian von Holck er lektor i religion, dramatik og samfundsfag. Han har også arbejdet som journalist, teaterinstruktør, sanger, pianist og spildesigner.

Det er ikke kun blandt de ansatte, at der er kommet nye ansigter. Vi har også fået to nye medlemmer af bestyrelsen, da Stén Knuth og Carolina Magdalene Maier ikke genopstillede på generalforsamlingen. I stedet blev Helle Jacobsen og Finn Berggren valgt. Finn er tidligere forstander på Gerlev Idrætshøjskole, og Helle skoleleder for LOF i Slagelse, Korsør og Skælskør.

Den 21. maj afholder højskolen i samarbejde med Landsforeningen Martin A. Hansen en temadag med et program, der kommer langt rundt om forfatteren. I kan læse mere om dagen og tilmelde jer på hjemmesiden.

Den 23. juni fejrer vi midsommer i parken med maratonsang fra Højskolesangbogen, bål, taler og alt det der hører til en Skt. Hansfest.

Inden længe bliver der udsendt invitation til et informationsmøde på højskolen til medlemmerne af støttekredsen. Det er et møde, vi vil holde hvert år for at give jer indblik i, hvad vi laver, og hvilke planer vi har. Det er også et møde, hvor vi meget gerne hører jeres meninger og gode ideer.

Tilbage er kun at ønske jer et dejligt forår.

De bedste hilsner

Kim Jacobus Paulsen

Forstander


86 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle